| Flere

Danish Badminton Inspiration Team 2012

Op til 12 unge i alderen 18 til 26 år udtages i foråret 2012 til DGI Badmintons særlige hold, Danish Badminton Inspiration Team, også kaldet DBIT. Som noget nyt vil der ved udtagelsen blive lagt vægt på, at deltagerne på DBIT er dygtige trænere eller har lyst til at blive trænere.

Hvad er DBIT?
DBIT skal ved workshops, venskabskampe og træningssamlinger skabe internationale relationer og inspirere andre lande med vores måde at træne og spille badminton på. Men DBIT giver også deltagere kulturelle oplevelser og personlig udvikling.

Målet er bl.a., at de unge efter rejsen vender tilbage til deres danske klubber med en solid træneruddannelse og ny viden og inspiration. Det skulle gerne smitte af på hele badmintonklubben og give endnu flere danskere lyst til at spille badminton.


I 2012 er det fjerde gang, DGI Badminton sender et DBIT-hold af sted.
Tidligere hold rejste ud i 2009, 2006 og 2004.


DBIT 2012 har tre træningssamlinger i Danmark, inden holdet i juli til september rejser rundt i Europa, Kina og Sydøstasien. Deltagerne skal ikke kun uddanne sig som trænere. De kan også se frem til at møde andre kulturer, opleve et væld af turistattraktioner og gennemgå en personlig udvikling. Kort sagt, en verdensrejse for livet.


For at komme med på DBIT 2012 skal du være badmintonspiller mellem 18 og 25 år, og du skal enten være eller have lyst til at blive træner.

Udtagelsen finder sted den 16.-18. marts, og der vil bl.a. blive lagt vægt på dit engagement som spiller og træner, din uddannelse og erfaring som træner og dine menneskelige kvaliteter.
Spillerne betaler selv omkring 17.900 kroner for at deltage på turen. 


I samarbejde med RSL
DGI badmintons samarbejdspartner RSL er også medfiannsierende af DBIT's rejse. Ikke mindst under DBIT's ophold i Kina spiller RSL en stor rolle, og så sørger RSL for at forsyne deltagerne med alt tøj og badmintonudstyr.
RSL har en fabrik i Kina, der producerer fjerbolde og den har tidligere DBIT hold besøg.